Tak for Liv i Lyngby 2021

Der var tradition og fornyelse til årets Liv i Lyngby. Som noget nyt var byfesten udvidet til to dage, hvor fredagen bød på bl.a. musik på gader og stræder, en smagsrute gennem byen og ”late night shopping”

Lørdagen var den mere traditionelle del af Liv i Lyngby med boder i Hovedgaden højt humør og underholdning og i år også med deltagelse af flere politiske partier.

Kanalvejsparken

Et nyt tiltag var også, at Kanalvejsparken blev taget i brug i år. Her kunne man lytte til forskellige musikalske indslag på pavillon-scenen, se de lokale danseskoler optræde, deltage i Hola Hop workshop, opleve DTU i aktion i deres spektakulære Science Show og meget mere – og stille sulten og tørsten i forskellige Street Foodboder.

Biludstilling og børneunderholdning

Traditioner tro kunne man opleve den årlig tilbagevendende biludstilling og Johannes Fogs Plads bag Magasin og Kinopalæet var i dagens anledning omdannet til et børnekulturtorv med aktiviteter fra Opfinderskolen, Frilandsmuseet, DTU og Eventyrridderne.

Der var noget for alle og en hver smag, og stemningen var i top til årets Liv i Lyngby, der atter var tilbage efter Coronanedlukningen og kunne fremvise noget af alt det, Kgs. Lyngby har at byde på fra forskellige vinkler.

Har du nogle spørgsmål til ”Liv i Lyngby” er du velkommen til at kontakte citykoordinator Line Barklund på line@visitlyngby.dk/ 40 44 88 58.

Close Menu