Elever i byens detailhandel opfordres til at søge legater hos Handelsforeningen Kongens Lyngby

Kender du en elev i detailhandlen i Kongens Lyngby, der fortjener en særlig anerkendelse? Eller er du selv detailhandelselev i Kongens Lyngby, og har du brug for støtte i din uddannelse? Så er der mulighed for at søge et legat gennem Handelsforeningen frem til 31. maj.

Legatet har været uddelt i adskillige år af Kongens Lyngby Fonden for ”Fælleslegaterne for Handelsforeningen og Ægtefællerne Lauritzen”. Ansøgerne har tidligere hovedsageligt været studerende fra videregående uddannelser, med tilknytning til Kongens Lyngby, som har søgt om bl.a. at finansiere selvbetalte kurser eller uddannelse i udlandet.

Men legatet er også henvendt til elever i Kongens Lyngbys detailhandel, og netop det aspekt vil Handelsforeningen gerne sætte fokus på.

Vi har et rigt handelsliv i Kongens Lyngby, der er afhængige af unge menneskers lyst til at uddanne og dygtiggøre sig hos byens butikker og spisesteder. Det sætter vi stor pris på – og det er et vigtigt budskab at komme ud med, at vi i den grad værdsætter og anerkender alle de unge, som tager en faguddannelse og dygtiggør sig i, f.eks. hvordan man driver butik og giver kunderne oplevelser og god service.

Sådan udtaler Handelsforeningens formand Carsten Bak Sørensen.

Det er Handelsforeningen Kongens Lyngbys bestyrelse, der uddeler legaterne efter en vurdering af de indkomne ansøgninger, og her er holdningen klar;

Vi skal i gang med at hylde og tale faguddannelserne op – de kan noget helt særligt, og vi har enormt mange talentfulde unge, der ikke får øjnene op for alle de muligheder, det giver at starte sin karriere ud som elev – uanset om det er som elev i butik, hos en optiker, som kokkeelev eller tjenerelev eller noget helt andet – de udgør alle en enorm vigtig og uundværlig funktion. Derudover så vil vi gerne gøre det muligt for byens butikker og spisesteder at anerkende netop deres elever og sige tak for deres engagement og indsats for at gøre det til et ekstra dejligt sted at være handlende og besøgende i Kongens Lyngby”.

Sådan afslutter Carsten Bak Sørensen, der sammen med bestyrelsen håber at se frem til flere ansøgninger fra elever og deres arbejdsgivere i Kgs. Lyngby.

Sådan ansøger du

Der er ansøgningsfrist den 31. maj, og legaterne uddeles i juni måned. Der uddeles flere legater, og de enkelte legater ligger som regel i størrelsesordenen 10-15.000 kr. afhængig af antal egnede ansøgere.

Udover selve ansøgningen, skal der udfyldes et ansøgningsskema, inden det hele indsendes til Handelsforeningen. Læs mere på https://lyngbyhandel.dk/legat/ eller kontakt Handelsforeningens Sekretariat på information@lyngbyhandel.dk for evt. yderligere spørgsmål.

Close Menu